PRESSEMEDDELELSE

Højskoler samler ukrainske unge til seminar i Lillehammer

Publiceret 24-05-2024

I begyndelsen af juni afholder Nordisk Folkehøjskoleråd et seminar på den norske højskole Nansenskolen i Lillehammer for ukrainske unge i Norden. De unge skal dele oplevelser og drømme og blive klogere på de nordiske landes demokratiske traditioner.

Seminaret ”Empowering Tomorrow” har til formål gennem diskussioner, workshops og foredrag at støtte den ukrainske ungdom i at forstå, udfordre og aktivt engagere sig i demokratiske processer inden for politik, medier og civilsamfund. Arkivfoto: Aimie-Lee Bliem/FFD

I weekenden den 7.-9. juni ankommer 50 unge ukrainere til Nansenskolen - norsk humanistisk akademi i Lillehammer. Her skal de møde andre unge, der også tilhører en nation i krig, og sammen vil de dele deres erfaringer og udfordringer ved at leve i Norden. De vil samarbejde om at forstærke deres stemmer i det offentlige rum og udforske de nordiske demokratiske traditioner, som måske tages for givet i Norden, men som er vigtige grundpiller for demokratisk genopbygning af et land.

Vi må sammen insistere på, at der ikke er noget alternativ til håbet, og give ukrainske unge noget at holde håbet i. For alt andet ville være ubærligt.

Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening og Nordisk Folkehøjskoleråd

Seminaret ”Empowering Tomorrow” er arrangeret af Nordisk Folkehøjskoleråd, NFR, som er en sammenslutning af alle højskoleforeninger i Norden. NFR har fået støtte fra Nordisk Ministerråd og samarbejdet med en række ukrainske partnerorganisationer om seminaret, som har til formål gennem diskussioner, workshops og foredrag at støtte den ukrainske ungdom i at forstå, udfordre og aktivt engagere sig i demokratiske processer inden for politik, medier og civilsamfund.

Ifølge Lisbeth Trinskjær, der er formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark og Nordisk Folkehøjskoleråd, skal seminaret være med til at sikre ungdommen en lysere fremtid.

“I disse tider, hvor demokratiet er udfordret, er det afgørende, at vi investerer i unge. Og særligt i ukrainske unge. De er nøglen til at opretholde de demokratiske idealer, og vi må gøre vores til at sikre dem en lysere fremtid, end den man kunne frygte. Vi må sammen insistere på, at der ikke er noget alternativ til håbet, og give ukrainske unge noget at holde håbet i. For alt andet ville være ubærligt,” siger Lisbeth Trinskjær.

Unge fra hele Norden kommer til Lillehammer

De ukrainske deltagere til seminaret er alle mellem 18 og 25 år og bosat i et nordisk land på nuværende tidspunkt. De er samlet takket være et tæt og vigtigt samarbejde mellem de nordiske landes højskoler og flere ukrainske partnerorganisationer, som også har været inde over programmet.

Karen Ellemann, der er generalsekretær for Nordisk Ministerråd, udtaler:

"Samarbejdet mellem højskolerne samt de nordiske og ukrainske organisationer er et eksempel på international solidaritet i praksis. Det er gennem sådanne partnerskaber, at vi kan udstyre vores unge med de værktøjer, de behøver for at blive aktive deltagere i det demokrati, der går tværs over grænser og skel,” siger Karen Ellemann.

Ukrainske partnere bag workshops og program

Nansenskolen, som er vært for seminaret, har i mange årtier arbejdet med fred og demokrati. Signe Therese Strøm, som er rektor på Nansenskolen, ser frem til, at give ukrainske unge rum til at reflektere over deres situation og fremtid.

"Vi glæder os til at tage imod de unge, og give dem en platform, hvor de kan dele deres erfaringer med at være ung fra Ukraine i Norden. De møder alle en masse ting i Norden, som de ikke er vant til, samtidig med at de er under et stort pres mentalt. De er her i sikkerhed, mens deres familie og venner er i fare. Det er en stor belastning. Her får de muligheden for at få et socialt fællesskab, samtidig med at de får håb og demokratiske redskaber”.

Ud over Nansenskolen står partnerorganisationerne Building Ukraine Together, Ukraine Danish Youth House, Ukraine House og Nordic Ukraine Forum for en række programpunkter på seminaret.

Fredag ankommer alle deltagerne til Nansenskolen, hvor der vil være oplæg om den historiske frivillighedskultur i Ukraine efterfulgt af en aften fyldt med ukrainsk litteratur og digte.

Lørdag vil der være foredrag om de nordiske demokratitraditioner og derefter workshops faciliteret af partnerorganisationerne. Søndag vil deltagerne sammen reflektere over dagene.

Find hele programmet her.

Kontakt

For at besøge seminaret og få flere informationer og interviews med fx de unge deltagere, så kontakt:

  • Til Nansenskolen: Signe Therese Strøm, rektor Nansenskolen,
    M: (+47) 4840 4479, @: Signe.strom@nansenskolen.no

  • Til Nordisk Folkehøjskoleråd: Daniel Aleksander Kern, sekretær for NFR,
    M: (+45) 2027 0881, @: dk@ffd.dk

Andre nyheder

Vil du modtage FFDs nyhedsbrev?

Folkehøjskolernes Forenings nyhedsbrev for dig, der er ansat på en højskole eller har interesse for den politiske, administrative eller pædagogiske proces omkring højskolerne.

  • Det politiske og kommunikative arbejde i FFD
  • Administrative nyheder
  • Nyheder om højskolepædagogik
  • Aktuelle kurser og ledige jobs
  • Historier fra foreningens projekter

Felter med (*) skal udfyldes