Lasse bygger relation til sine højskoleelever gennem billedkunsten

Publiceret 13-06-2023

MÅNEDENS HØJSKOLEPORTRÆT På Ungdomshøjskolen ved Ribe hjælper Lasse Snorgaard sine elever til at tro mere på sig selv og deres kreative verden: Mit vigtigste ansvar er at være i øjenhøjde med eleverne og opbygge deres tillid og respekt, siger han.

"Kunst er personligt og sårbart - især hvis man arbejder med og forholder sig til de emner, som gør ondt," mener Lasse Snorgaard. Foto: Ungdomshøjskolen ved Ribe.

Af Oline Saxbjørn Dehli

Hvorfor endte du på en højskole?

"Jeg blev tidligt forelsket i højskoleånden og dens undervisningsform, så jeg vidste ret hurtigt i mit voksne liv, at jeg ville være en del af denne ånd som lærer."

Jeg ønskede at kombinere et arbejde, hvor jeg deler min passion for kunst samtidig med, at jeg har mit eget liv som kunstner. 

Lasse Snorgaard, Ungdomshøjskolen ved Ribe. 

"Siden jeg selv var på Ry højskole i 1996, ønskede jeg at kombinere et arbejde, hvor jeg delte min passion for kunst samtidig med, at jeg kunne fordybe mig i mit eget liv som kunstner. Det synes jeg, er enormt spændende at kunne realisere. 

Jobbet som billedkunstlærer her på Ungdomshøjskolen ved Ribe var simpelthen det første, jeg søgte som færdiguddannet lærer, og heldigvis fik jeg det. Uden at have nogen relation til området eller et kendskab til skolen, flyttede jeg til Vester Vedsted ved Ribe og har været her on-and-off i over 15 år."

Hvad har været den vildeste aha-oplevelse for dig på højskolen?

"Mange af vores elever er mærket af et skolesystem med urealistiske forventninger og krav til test og karakterer og ser ikke sig selv som særligt dygtige."  

Derfor er mit vigtigste ansvar at være i øjenhøjde med eleverne og opbygge en relation med ligeværdig tillid og respekt.

Lasse Snorgaard, Ungdomshøjskolen ved Ribe. 

"På højskolen bliver de pludselig mødt at en meget større frihed til at være sig selv og en frihed til at turde. Den frihed, kan de have det svært ved, hvis ikke de får helt konkrete ramme til at bruge deres fantasi og selvbestemmelse.

Kunst er personligt og sårbart - især hvis man arbejder med og forholder sig til de emner, som gør ondt. Derfor er mit vigtigste ansvar at være i øjenhøjde med eleverne og opbygge en relation med ligeværdig tillid og respekt, for der føler jeg, at jeg kan få hul igennem og åbne op for den enkelte elev.

Det er en enormt spændende proces at hjælpe dem til at tro mere på sig selv og deres kreative verden."

Hvornår har du stået i dit største dilemma på højskolen?

Af og til bliver man herre for de her helt unge menneskers skæbne. 

Lasse Snorgaard, Ungdomshøjskolen ved Ribe. 

"En uundgåelig del af at være højskolelærer er de tidspunkter, hvor livet mærkes lidt hårdere, og man føler bagsiden af, at være så tæt på sine elever. Som højskole er vi et hjem for mange mennesker, og det kan blive et dilemma, når vi har problematikker som krænkelser, misbrug eller tyveri.

Nogle gange må vi tage nogle valg, som gør rigtig ondt på vores elever, og det synes jeg er et dilemma hver eneste gang, for man vil jo gerne give dem chancen for at lære af deres fejltagelser. Når vi kæmper for nogle elever, risikerer vi at miste andre.

Jeg tror, at mange højskolelærere kan nikke genkendende til, at man af og til bliver herre over de her unge menneskers skæbne.

Et velfungerende lærer-kollega-medarbejder-forhold er enormt vigtigt, når vi skal tage beslutninger på vegne af et helt elevhold. Vi er jo også en lille familie, og derfor er det vigtigt, at vi inddrager hinanden og gør tingene sammen som personalegruppe, når de svære valg skal tages."

Hvad er det bedste råd, du har fået af en kursist?

"Gennem årene har flere elever sagt, at jeg/vi skal blive ved med at gøre tingene på den måde, vi gør det på. Vi møder dem meget i øjenhøjde og viser dem en anderledes verden end det skolesystem, de er vokset op med."

Når de fortæller, at de sætter enormt stor pris på den måde, vi var på som lærere og den type undervisning de modtog, bliver jeg meget stolt.

Lasse Snorgaard, Ungdomshøjskolen ved Ribe. 

"For nogle af vores udenlandske elever er det at møde et dansk højskolesystem fuldstændigt vanvittigt. Når vi i slutningen af skoleåret siger endegyldigt farvel til dem, og de fortæller, at de sætter enormt stor pris på den måde, vi var på som lærere og den type undervisning de modtog, bliver jeg meget stolt. 

Jeg synes, det viser enorm stor tillid fra dem, og det giver mig mod til at insistere på den måde, vi laver højskole på."

Hvad er det værste ved at arbejde på en højskole?

"Mange af vores elever er på højskole, fordi de endnu ikke er klar til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det kan give nogle gnidninger og noget ukontrollerbarhed.

Men det lønner sig at arbejde med problematikkerne omkring f.eks støjende adfærd, alkohol og gensidig respekt, men jeg synes bestemt ikke, at det er specielt spændende, når vi er nødt til at bortvise elever. Alligevel betaler det sig at vise dem, at det er kampen værd."

Når de fejler og træder ved siden af, så giver vi dem plads til at lære og udvikle sig i trygge rammer.  

Lasse Snorgaard, Ungdomshøjskolen ved Ribe. 

"Når vi kæmper os igennem problemerne sammen, viser vi også, at når de fejler og træder ved siden af, så giver vi dem plads til at lære og udvikle sig i trygge rammer.  

Selvom det godt kan være svært og hårdt, og selvom der sker og er sket grimme ting i mange unge menneskers liv, så synes jeg, at det er et enormt privilegie at blive inviteret indenfor."

Hvis du fik 10 millioner kroner til udvikling af din højskole, hvad skulle de så bruges på?

"Hvis jeg kunne råde over 10 millioner til højskolen, ville jeg fokusere på højskolens rum. Vi skal helst være i konstant forandring og følge med den tid, vi lever i og de mennesker, vi har i hus."

Jeg tror, det vil skabe de bedst mulige rammer for dét der er kernen i højskolelivet.

Lasse Snorgaard, Ungdomshøjskolen ved Ribe. 

"Jeg ville arbejde på at skabe bedre læringsfaciliteter, så vores rum blev mere dynamiske og mobile - ment på den måde, at man kunne ændre på rummet og den læring, man skal lave deri undervejs i opholdet.

Jeg tror, det vil skabe de bedst mulige rammer for dét der er kernen i højskolelivet, og vil styrke samværet og invitere eleverne til at bruge faglokalerne og fællesrummene på skolen endnu mere."

Hvad ville du lave, hvis du ikke arbejdede på en højskole?

"Jeg arbejdede i mange år som selvstændig, hvor jeg rejste rundt i Danmark og Europa og underviste i digital læring, samtidig med at jeg lavede min egen kunst. Det var en til tider hård verden, men jeg synes, det var fantastisk, at være min egen chef og have frie rammer for mit arbejdsliv.

Skulle jeg være så uheldig at blive arbejdsløs, ville jeg springe tilbage i den verden, hvor jeg skabte min egen tilværelse og satse endnu mere på den personlige kunstneriske side at mit liv. Jeg ville dog savne fællesskabet, livet og alle menneskerne omkring højskolen."

Lasse Snorgaard

Født i 1973 og uddannet på seminaret for kunst og håndværk i Kerteminde i 2003 og Den frie Lærerskole i 2006. Ansat på Ungdomshøjskolen ved Ribe som billedkunstlærer fra 2006-2013. Selvstændig iPad konsulent og billedkunstner fra 2014-2019 og i dag tilbage på Ungdomshøjskolen ved Ribe som billedkunstlærer siden 2019. 

Månedens højskoleportræt

Hver måned interviewer FFD NYT en ansat på en af landets højskoler. Læs deres svar på spørgsmål om højskolelivet.

Andre nyheder

Vil du modtage FFDs nyhedsbrev?

Folkehøjskolernes Forenings nyhedsbrev for dig, der er ansat på en højskole eller har interesse for den politiske, administrative eller pædagogiske proces omkring højskolerne.

  • Det politiske og kommunikative arbejde i FFD
  • Administrative nyheder
  • Nyheder om højskolepædagogik
  • Aktuelle kurser og ledige jobs
  • Historier fra foreningens projekter

Felter med (*) skal udfyldes