Hvor meget skal man som højskolelærer dele ud af sig selv over for eleverne, og hvad vinder og taber man ved at gøre det?
De spørgsmål var udgangspunktet, da forfatter og radiovært Hassan Preisler i denne måned gæstede Højskolernes Lærerkonference på Idrætshøjskolen Bosei. Her blev han interviewet af Højskolebladets redaktør, Sofie Buch Hoyer, mens over 70 højskolelærere lyttede med.
De lærere, der tager en chance og træder ud af traditionerne for at træde ind i en andens liv, er dem, der har haft størst indflydelse på mig og har reddet min røv. Det er de mennesker, der har inspireret mig allermest.
Hassan Preisler, forfatter og radiovært
Og selvom temaet var grænsen mellem det personlige og professionelle, skulle samtalen dog ende med at bevæge sig mange andre steder hen og blandt andet føre til en lille opsang til hele højskolebevægelsen.
"Højskolerne har et fuldstændig perfekt fundament"
Hassan Preisler er selv kendt for sin åbenhed som vært og forfatter og for at dele ud af historier om alt fra sine nære relationer til følelser som angst og skam. Ifølge ham er det nødvendigt at dele ud af sig selv – og forlange det samme af dem, man gør det til – hvis man vil skabe forbindelse og bygge bro til andre.
”Vi kender film som ’Døde Poeters Klub’, hvor vi ser læreren, der trækker sig ud af rækkerne og tager en stor opgave på sig. De lærere, der tager en chance og træder ud af traditionerne for at træde ind i en andens liv, er dem, der har haft størst indflydelse på mig og har reddet min røv. Det er de mennesker, der har inspireret mig allermest,” sagde han og tilføjede, at dette ikke betød, det var nemt at dele ud af sig selv.
Hvis jeg var højskolelærer, håber jeg, min indstilling ville være at give den gas og dele ud af mig selv til dem, der har brug for mig. Jeg tror, at højskolerne har et fuldstændig perfekte fundament til det her.
Hassan Preisler, forfatter og radiovært
”Men hvis jeg var højskolelærer, håber jeg, min indstilling ville være at give den gas og give ud af mig selv til dem, der har brug for mig. Jeg tror, at højskolerne har et fuldstændig perfekt fundament til det her.”
Læs også: Konference for højskolelærere: Bevægelsen er i jeres hænder
Opsang imod farlige fællesskaber
I samtalen fik Hassan Preisler også givet deltagerne en lille opsang om, hvor ”sindssygt farlige” kollektiver kunne være. Højskolerne skulle ifølge ham passe på ikke kun at dyrke fællesskaber for folk med de samme holdninger, sagde han.
”Kollektiverne er farlige, for vi forblænder hinanden og giver hinanden lov til at blive i forblændelsen”, sagde Preisler og fortalte om en workshop, han for nyligt havde holdt på en højskole.
Det kan godt være, I alle sidder her og mener, I har tilsluttet jer en inklusionsteori. Men alle er hvide, stemmer SF og spiser økologi.
Hassan Preisler, forfatter og radiovært
”Der talte man om mangfoldighed, inklusion og tolerance i ét væk, men når jeg kiggede rundt, lignede alle hinanden. De havde samme holdninger og var fra samme sociale klasse. Jeg savner stadig nogen på højskolerne, der åbenlyst siger, at de stemmer på Ny Borgerlige eller Dansk Folkeparti. Det kan godt være, I alle sidder her og mener, I har tilsluttet jer en inklusionsteori. Men alle er hvide, stemmer SF og spiser økologi,” sagde han.
Læs også: Højskolerne skal være mødested for endnu større mangfoldighed
Dejligt at blive rusket op i
Mens nogle af deltagerne efterfølgende udfordrede Hassan Preislers påstand om de farlige fællesskaber, var mange begejstrede for oplægget. Da det var slut, var højskolelærer Mette Højlund fra Nordfyns Højskole blandt andet henne og takke ham for ”at ruske op i højskolen”.
Man kan let blive låst af mønstrene på ens egen skole, så det er rart at finde ud af, hvordan andre forvalter arbejdet.
Mette Højlund, Nordfyns Højskole
”Jeg synes, det var ufattelig dejligt, for højskolerne er en selvfed størrelse af mange gode grunde. Det kan både være godt og skidt, men det er under alle omstændigheder vigtigt, at vi har øje for det. Så jeg er taknemmelig for, at han kunne sætte spørgsmålstegn ved os,” sagde Mette Højlund, som har været med på Lærerkonferencen flere gange i løbet af sine godt 20 år i højskoleverdenen.
Læs også: Ny undersøgelse: Højskolerne er for hele befolkningen, men mangfoldigheden kunne være større