Særordning sikrer højskolernes økonomi

Publiceret 31-03-2020

Kulturminister Joy Mogensen og Kulturudvalget garanterer en ordning, der skal kompensere højskolerne for den tabte deltagerbetaling under nedlukningen. Højskolernes formand, Lisbeth Trinskjær kvitterer for den politiske velvilje og forståelse for den meget vanskelige situation, højskolerne var havnet i.

Højskolernes økonomi er afhængig af, at der er betalende elever. En ny aftale indgået mellem kulturministeren og Kulturudvalget sikrer kompensation for højskolernes tabte deltagerbetaling under nedlukningen som følge af Covid 19. Det sker med en samlet pakke på 141 millioner kr., der også dækker aftenskoler og Folkeuniversitetet.

”Uden de nu vedtagne ordninger for højskolerne, måtte flere højskoler utvivlsomt lukke. Vi er dybt taknemmelige for, at det er lykkedes at opnå dette resultat i mildest talt usikre tider – både over for kulturminister Joy Mogensen og over for hele kulturudvalget, der havde forståelse for den meget vanskelige situation, højskolerne er havnet i,”

siger Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

Kompenseres for tabt deltagerbetaling

Kulturministeren og kulturudvalget garanterer en ordning, der skal kompensere højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet for indtil 90 pct. for den tabte deltagerbetaling under nedlukning af aktivitet i forbindelse med foranstaltninger til forhindring af Covid-19-smitte.

Alle aktiviteter inden for loven er dækket

Ordningen omfatter alle former for aktiviteter indenfor højskoleloven. Ordningen er gældende fra d. 9. marts 2020 til og med d. 8. juni 2020. Der kan ikke kompenseres for tabt deltagerbetaling ud over de faktisk afholdte udgifter.

Administrativt enkel ordning

Ordningen skal være administrativt enkel for skoler og foreninger. Støtte efter puljen reduceres med værdien af den støtte, der ydes af andre ordninger, som er omfattet af øvrige hjælpepakker.

Foran står nu arbejdet med at forberede genåbningen – så højskolerne forhåbentlig snart igen kan tage imod de elever, der er hele skoleformens forudsætning.

”I en så ekstraordinær situation som denne, er vi meget glade for, at der er så bred politisk opbakning til højskolernes virke. Vi tager det som en stor tillidserklæring til det arbejde, højskolerne laver, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at honorere den tillid frem over,”

siger Lisbeth Trinskjær.

Se FFDs orientering i forbindelse med Corona

Vis flere