Ny forskning
Gennem de sidste tre år har Rasmus Kolby Rahbek arbejdet på ph.d.-afhandlingen: "Stedets pædagogik - en fortolkende beskrivelse af højskolepædagogik i et dannelsesperspektiv".
Afhandlingen er det første forskningsarbejde, der undersøger, hvad der kendetegner højskolernes aktuelle pædagogiske opgave og praksis.
Afhandlingen er dermed et forsøg på at bidrage til forståelsen af, hvad en højskole er.
Det sker gennem en beskrivelse af den dannelsesorienterede pædagogik, der udfoldes på danske højskoler, og ikke mindst af, hvad der bliver afgørende for netop denne pædagogiske opgave og praksis, sådan som den forstås og opleves af elever, lærere og forstandere på seks forskellige danske højskoler.
Tid og sted
Forsvaret af afhandlingen finder sted på Aarhus Universitet fredag d. 21. juni kl. 13-16, og alle er velkomne!
For at deltage i forsvaret, skal du tilmelde dig her
Herunder kan du læse en kort præsentation af afhandlingens overordnede tema:
________________________
Stedets pædagogik
Af Rasmus Kolby Rahbek
Hvad er en højskole? Umiddelbar forekommer spørgsmålet simplet, men forsøger man at formulere et svar, bliver det straks mere vanskeligt.
Stillet over for dette spørgsmål, kan selv garvede højskolefolk blive lidt fjerne i blikket – for hvor skal man begynde?
I det lys er ph.d.-afhandlingen et forsøg på at bidrage til en forståelse af, hvad en højskole er, gennem en undersøgelse af den pædagogik, der udfoldes på danske højskoler.
Afhandlingen består af tre analysedele. Den første analyse er af højskolernes dannelsesforestillinger, med afsæt i, hvordan højskolerne forstår den pædagogiske opgave.
Den anden analyse tager afsæt i elevernes perspektiv. Et særligt fokus er her, hvorledes elevernes oplevelser knytter sig til højskolens pædagogiske atmosfære.
Den sidste analyse baserer sig på lærerenes beskrivelse af lærergerningen og ser på, hvordan den pædagogiske praksis opleves og forstås af, hvad der i afhandlingen kaldes ’den uprofessionelle lærer’.
De tre analysedele belyser på hver sin måde, hvordan højskolen som et pædagogisk sted danner rammen om et fælles pædagogisk liv, der bliver afgørende for, hvordan højskolernes pædagogiske opgave forstås, og hvordan denne udfoldes i en pædagogisk praksis.
Når ph.d.-afhandlingen bærer titlen Stedets pædagogik, er det for at understrege, at den pædagogik, der her undersøges, udspiller sig inden for nogle bestemte rammer – nærmere bestemt det sted, der kaldes en højskole.
Det er højskolernes pædagogik, der undersøges, sådan som den knytter sig til en bestemt opgave og udfolder sig i en bestemt praksis på særlige pædagogiske steder.
Sat skarpt op, er det ikke meningsfuldt at forestille sig en højskolepædagogik uden det sted, den udspiller sig. Stedet er med til at give mening og betydning til den pædagogiske praksis, der udfoldes, og stedet spiller en afgørende rolle for, hvordan denne mening opfattes og forstås.
Men samtidig er Stedets pædagogik også udtryk for, at denne pædagogik ikke blot angår en praksis knyttet til en mere eller mindre fast defineret idé.
Højskolen, og højskolepædagogikken i særdeleshed, er knyttet til en særlig form, et særligt sted.
Det er her højskolen som sted, der træder i fokus. Som en stedets pædagogik er den forbundet med netop dette konkrete sted. Højskolen som pædagogisk fænomen dækker over en pædagogisk opgave og praksis, der i høj grad bliver til i kraft af stedet.
Sat skarpt op, er det ikke meningsfuldt at forestille sig en højskolepædagogik uden det sted, den udspiller sig. Stedet er med til at give mening og betydning til den pædagogiske praksis, der udfoldes, og stedet spiller en afgørende rolle for, hvordan denne mening opfattes og forstås.
Stedet er på en gang forudsætningen for, at en bestemt pædagogisk handling kan finde sted, og samtidig er dette steds betydning og mening influeret af den historie og tradition, der over tid har udspillet sig på netop dette sted og dermed har været med til at forme stedet. Som sådan bliver stedet både rammen om og forudsætningen for højskolens pædagogiske liv.
Stedet angår dog ikke alene den pædagogiske praksis som handling. Stedet bliver også centralt i en dannelsespædagogisk kontekst, som et udgangspunkt for at kunne orientere sig i verden. Som en dannelsespædagogik udspiller højskolepædagogikken sig ikke blot på et sted.
Den er – eller kan være – med til at give orientering for den enkelte ved ikke blot selv at finde sted, men ved også at skabe et sted, der kan give orientering for den enkelte.
Dannelsen skaber med andre ord mulighed for et sted at være i verden, et sted at forstå verden fra.