Klumme af Ole Buch Rahbek, souschef i FFD
For nylig, da jeg besøgte en højskole, overhørte jeg en diskussion om, hvorfor eleverne skal hjælpe til med opvasken.
Meningerne blandt elever og ansatte var mange, og diskussionen er velkendt i starten af et nyt semester. Et mindretal af de nye elever synes ikke, at de skal slide og slæbe, mens lærere, personale og den øvrige del af eleverne holder fast i, at det er en del af højskolens DNA at hjælpes om opvasken.
Målet med opvasken er todelt. Der skal selvfølgelig bruges rene tallerkener til bespisningen af de mange sultne elever, men en lige så væsentlig del af seancen er, at eleverne føler et ejerskab over for skolens drift og hverdag.
På den måde opbygges den sammenhængskraft mellem elever, personale og ideen om et fælles bedste, som er så særligt ved et højskoleophold. Opvasken foregår helt inde i hjertet af højskolens maskinrum og bliver billedet på et højskoleophold, hvor friheder og ansvar går hånd i hånd.
I Danmark oplever vi fra tid til anden rystelser i sammenhængskraften mellem borgere og stat – på samme måde som rystelserne imellem pro- og antiopvask-fraktionerne på den pågældende højskole.
Tilliden til de folkevalgte og det politiske system er for nedadgående, og vi formår tilsyneladende ikke at adressere det på samme måde som på højskolen, hvor stormødet mellem elever og lærere formår at klinke skårene.
I det hele taget er det ikke svært af få øje på en tendens til at tale meget om hinanden – og knap så meget med hinanden.
Jeg siger ikke, at en tur i storkøkkenets opvask og den efterfølgende diskussion om rimeligheden heraf er løsningen på alverdens udfordringer. Men sammenligningen hjælper os med at huske, at dialogen skaber forståelse og ikke mindst, at uden ansvar ingen frihed og uden frihed intet ansvar.
Politikerne har friheden til at træffe afgørende valg – og ansvaret for, at de beslutninger er legitime og tjener det fælles bedste. Som borgere har vi og skal have ansvaret for eget liv og egne valg. Men berøves vi friheden til at vælge, hvordan vi klæder os, hvor vi uddanner os, og hvad vi tror på, fjernes en del af fundamentet for at tage ansvar for andre og det fælles.
Spørgsmålet er, om vi er nået dertil, hvor vi som borgere og politikere ikke længere kan identificere og tale om det fælles bedste, og hvor vi ikke er tilstrækkeligt beviste om betydningen af forholdet mellem frihed og ansvar?
Under alle omstændigheder er det tiltrængt, at vi bliver mindet om kvaliteten ved en tur i opvasken i landets virtuelle storkøkken.