Af Lisbeth Trinskjær, formand for Højskolerne
Med hvilken seriøsitet kan vi tale om værdier, vi som danskere er gjort af, hvis respekten kun rækker til dem, der har samme holdning som os selv?
Frisind er en af danskernes mest grundlæggende værdier. Så grundlæggende at vi har kanoniseret værdien i danskernes nye Danmarkskanon som en værdi, der har været med til at gøre os til dem, vi er.
De fleste af os ved godt, at ”frisind” ikke betyder, at vi skal være holdningsløse – faktisk tvært imod. Hvis frisind er vigtigt, så er det en værdi så dyrebar, at vi også holder den højt, når det er irriterende og ubelejligt. At vi som samfund kæmper for andres ret til at mene, hvad de vil, uanset hvor uenige vi er.
”Frihed for Loke, såvel som for Thor”, sagde Grundtvig, og italesatte dermed et ideal om at møde andres synspunkter, tro, tanker og livsform med åbne sind og respekt.
Måske er det tid at støve betydningen af den gamles definition af ”frisind” af – og bære det frem i lyset?
Jeg synes, det er tankevækkende, at vi danskere for få måneder siden definerede ”frisind” som noget af det vi danskere er gjort af, men samtidig forholder os tavse, når netop frisindet i disse år, en ganske lille bid af gangen, indskrænkes. Hvor store skal indskrænkelserne være, før vi rejser vores stemmer og kæmper for det, som frisindet indebærer?
Er det når kommuner begynder at sætte spørgsmålstegn ved idebestemte børne- og ungdomsorganisationers ret til at have en tro som en del af deres forenings ide og ideologi, med henvisning til at religiøsitet ikke er et formål, en kommune ikke skal sponsorere?
Er det, når vores folketingspolitikere overvejer at lovgive for at forbyde bederum på uddannelsesinstitutioner og dermed underminere den enkelte uddannelsesinstitutions egen vurdering af behov, prioriteringer og signaler?
Er det, når en politisk ordfører på Twitter tilbageviser en kritik af den pris, som børn af kontanthjælpsmodtagere, som bliver ramt af kontanthjælpsloftet, betaler, med at tiltale den kvindelige kritiker som ”sukkermås”?
Er det, når omtalen af et nyere politisk parti bliver fulgt af henvisning til, at man godt kan opgive at komme i kontakt med partiet, hvis man ikke kan ”danse en følelse” eller selv medbringer strutskørt?
Eller er det, når en folketingspolitiker beklikker danskheden hos en gymnasieelev, som er født og opvokset i Danmark, på landsdækkende tv, fordi eleven formaster sig til at udfordre danskhedens begrænsede vingefang?
Med hvilken seriøsitet kan vi tale om værdier, vi som danskere er gjort af, hvis respekten kun rækker til dem, der har samme holdning som os selv? Og hvad sker der, hvis vi ikke rejser vores stemmer, når respekten svigter, og der skal scores billige, symbolske point?