Udlægning af satire-film om fag på højskolerne

FFD har fået produceret to nye film af Jesper Zuschlag og Julie Rudbæk. Her kan du læse lidt om filmenes indhold og vores udlægning. Begge film er lavet med et mandligt publikum for øje, og højskolerne bruger de formodede fordomme hos en potentiel målgruppe for at udfordre dem – ikke for at bekræfte dem.

Du kan lave andet end teatersport på en højskole

Indhold

Videoen fremstiller en gruppe af fire drenge, der står på gaden og taler om deres uddannelsesvalg. Gruppen har et tydeligt centrum – en leder. Det er hans anerkendelse, de andre higer efter. Han er uforudsigelig i sin dom over de andres valg. Han er lidt ubehagelig, men han er ikke upåvirkelig.

En af drengene fortæller, at han vil starte på Politiskolen. Det giver respekt fra lederen og skaber anerkendende nik fra gruppen. En anden fortæller, at han gerne vil lave noget med spiludvikling. Også det giver tilsyneladende respekt i gruppen. Den tredje dreng fortæller, at han skal på højskole. Her reagerer lederen med tilsyneladende skepsis. Er det nu acceptabelt? Som seer er man usikker på udfaldet – det skaber en dramaturgisk spænding. Men ja. Det viser sig, at lederen altid har drømt om at tage på højskole, men aldrig har turdet gøre noget ved det. Han afslører sin egen usikkerhed.

Den tredje dreng fortæller nu, at han skal have teatersport som fag. ”Sådan noget med følelser”. Igen er det usikkert, om det er socialt acceptabelt i gruppen. Men igen finder han anerkendelse – også hos lederen.

Afslutningsvist siger lederen (selv om han tydeligvis aldrig har været på højskole), at det bedste ved en højskole er ”damerne.” Videoen slutter med payoffet: Tjek fag og damer ud på www.hojskolerne.dk.

Udlægning

Den tredje dreng (ham med højskoleopholdet) udfordrer de andres – særligt lederens – fordomme og slipper afsted med det. Han gør det, han selv har lyst til, selv om det i udgangspunktet ikke er socialt acceptabelt i et ”maskulint” univers. Han vælger en blød/feminin vej – højskole og teatersport – noget med følelser. Hans valg ikke alene accepteres af de andre – han får også lederen til at indrømme, at han altid har haft lyst til tage lave sådan noget med følelser, men bare aldrig har turdet gøre noget ved.

Lederen udfordres på, hvad der er ”rigtige” interesser for en dreng. Kønsrollerne udfordres og alle i gruppen har rykket sig i forhold til, hvad der er socialt acceptabelt i et drengeunivers.

For ikke helt at forlade sin drengerøvsrolle – og miste sin autoritet – må lederen til sidst gøre grin med mindfulness og tilkendegive, at det fedeste ved en højskole er ”damerne”.

Lederen er lettere uforudsigelig og ikke videre behagelig. Han er den, der dikterer, hvad der er acceptabelt, og den usympatiske i filmen. Hans synspunkter er tydeligvis ikke højskolens synspunkter. Tværtimod udfordrer højskolen som valg – repræsenteret ved den tredje dreng – lederens stereotyper.

Når videoen slutter med pay-off’et tjek fag og damer ud på højskolerne.dk citerer afsenderen, altså højskolerne – den usympatiske leder. Men grebet er ironisk. Dels kan man rent faktisk ikke finde "damer" på hojskolerne.dk, dels er payoff’et en henvendelse til lederen og dermed en henvendelse til dem, hvis fordomme blokerer for at foretage de valg, der dikteres af social kontrol, og ikke af de længsler og ønsker, man selv måtte have.