Fælles historiefortælling om højskolelivet

I kommunikationsstrategien er der fokus på historiefortælling og www.hojskolerne.dk vil i fremtiden bringe flere personlige fortællinger fra og om højskole. Send fortællinger fra jeres elever, lærere, kursister, ansatte - mennesker med fortællinger om højskole - til jb@ffd.dk.

Nyheder på www.hojskolerne.dk skal være en kanal for fortællinger om højskolelivet. Historier høstes allerede i presseklip, fra sociale medier, fra pressemeddelser og ved FFDs egen produktion. Vi deler allerede skolernes historie fra skolen sociale kanaler. Men vi vil også meget gerne starte en fælles strøm af fortællinger om højskolelivet, som deles i relevante social mediekanaler med det overordnede formål at øge kendskabet til højskolerne. 

Send fortællinger fra din højskole

Historierne skal tage udgangspunkt i elever, kursister, lærere, ansatte - mennesker i højskolen - og deres oplevelse med og på højskole. Altså en personlig fortælling med en krog ind i højskolen (og også gerne ud i omverdenen)

Der er ikke særlig krav til formen. Det kan både være tekst, billeder eller film. Det er historien, der dikterer formen. Har du mulighed for en lille film med personen - fx et citat, hvor hovedpersonen/hovedpersonerne fortæller om erkendelser, er det virale potentiale større.

Også på engelsk

Send også meget gerne tekster på engelsk, som vi formidler på www.danishfolkhighschools.com og Facebook.

Hvad skal du sende?

Send materiale til jb@ffd.dk

  • Tekst
  • Meget gerne citater om erkendelser
  • Portræt af personen
  • Portræt i miljø
  • Film (gerne link til Youtube eller andre sociale kanaler)

Vi bringer ikke reklamer for kurser eller linier eller andet promotion materiale fra højskolerne. Men vi linker selvfølgelig til relevante hjemmesider i historien.

Eksempler

Jeg har helt oprigtigt fået en plan B i mit liv

Historie om valg af karriere og om naturvidenskab på højskole.

Højskolelever hjælper skoleelever

Historie om ungdomskultur og frivillighed

Projektleder in the making

Historie om sabbatår og karrierevalg

Hvad nu hvis du ikke valgte rigtigt

Historien om pit-stop og drømme

Temaer

Der er i princippet ingen begrænsning på hvad, der kan skrives om. Til inspiration kommer her en liste over temaer vi ofte ser og skriver om:

  • Fællesskab
  • Ungdomsliv
  • Overgangsfaser
  • Kærlighed
  • Faglighed/uddannelse
  • Valg
  • Fest
  • Dannelse
  • Oplysning
  • Fordybelse
  • Bæredygtighed
  • Mangfoldighed
  • Rummelighed
  • Frivillighed

 

Hvilken type historier?

Opmærksomheden skal primært være på det almindelige højskoleophold og den personlige oplevelse. Vi lægger vægt på det, vi tror, er flertallets oplevelse af højskole. Særlige tilfælde og minoriteter, som flygtninge, handicappede m.fl. skal også fortælles, men vægtning mellem det spektakulære og almindelige skal vægtes mest til det almene.

Grundlæggende skal historierne afspejle følgende aspekter af højskolernes værdi:

  • Et højskoleophold er fagligt afklarende og personligt udviklende.
  • Et højskoleophold medvirker til aktivt medborgerskab og demokratisk dannelse.
  • Højskolerne er en unik kombination af livsglæde, fri undervisning og faglig fordybelse i et forpligtende fællesskab.
  • Et højskoleophold kan give en særlig nytteværdi og styrke et CV.
  • Højskolerne er en folkelig bevægelse, som aktivt bidrager til samfundsdebatten.

Hvad er strategien bag

Kommunikationsstrategien for 2018-22, sætter rammerne for historiefortællinger.

I et mediebillede, der er stadig mere fragmenteret bliver begreber som autenticitet, målrettet kommunikation, nichekommunikation og markedsføring gennem indhold mere centrale. Man kan sige, at folkeoplysningen og markedsføringen nærmer sig hinanden. Den klassiske markedsføring, hvor budskaber skubbes ud til målgruppen i klassiske medier indrammet af reklameretorik, er stærkt på retur. Autentiske personbårne fortællinger, netværkskommunikation og kommunikation gennem indflydelsesrige mediepersoner er på vej frem.

Centralt i hele kommunikationsstrategien står historiefortællingen. Fortællingen om hvordan elever og kursister oplever højskolen. Fortællingen om hvordan højskolepædagogik udøves af engagerede mennesker i og uden for højskolen. Fortællingen om forandringer og forundringer, højskolen har skabt i mennesker. Om hvilken forskel højskolerne gør i lokalsamfundet, i Danmark og i det globale samfund. Og ikke mindst folkeoplysende fortællinger som fra foreningens synspunkt peger på de satsninger, højskolerne har sat i søen.

Højskolen står stærkt i den kommunikationsform, fordi kerneproduktet er personlige fortællinger. Man kan sige, vi udfolder og medierer en nutidig version af Grundtvigs tanke om ”det levende ord”. Det at et menneskes personlighed giver sig til kende og bliver levende, og at det er gennem den fortælling, vi giver til hinanden, at vi skaber bevidsthed om vores fælles historie. Det er gennem den fortælling, højskolernes idé og virksomhed udbredes.

Fortællinger har mange udspring, og i modsætning til tidligere, hvor historierne klassisk blev fundet og skrevet af en journalist, har den digitale verden givet hver enkelt mulighed for at fortælle den personlige historie digitalt. Derfor er det også et strategisk fokus at indsamle og formidle historier, som allerede skrives af mennesker i og omkring højskolerne, om højskoler, højskoleliv og højskolepolitik.

Hvor, hvordan og til hvem, fortællingerne skal formidles, kommer løbende til at undergå en klassiske kommunikationstænkning: Hvilke fortællinger egner sig bedst til hvilke målgrupper og gennem hvilke kanaler? Og i tråd med foreningens satsning på det brede samarbejde med højskolerne og med højskoleambassadører: Hvilke samarbejdspartnere er relevante at involvere? Hvordan kan højskoler og højskoleelever gøres til medproducenter af den mangfoldige fortælling om højskolen?. Det vil også understøtte foreningens strategi om både at satse på kendte og nye målgrupper.