Højskoleskoven

Kan man flyve på studietur, få indsigt i verdens problemer og samtidig gøre det rigtige?

Klimabelastende flyrejser

En central del af højskolens livsoplysning ligger i at interagere med verden omkring os og se den på en ny måde. Studierejsen er en måde at skabe de møder, som en almindelig charterrejse ikke kan give os.

Men mange af de destinationer ligger i verdens afkroge, som kun kan nås med fly, og det sætter højskolerne i et dilemma: Hvordan kan vi danne vores elever til en bæredygtig fremtid, samtidig med, at vi i højskole-regi benytter en ikke-bæredygtig rejseform?

Højskolernes egen klimapulje

Med udspring i dette dilemma opretter vi, i samarbejde med fagfolk en pulje, hvis hovedsigte er at sætte fokus på skovrejsning i Danmark.

Puljen finansieres via frivillige bidrag fra højskolerne og deres elever i forbindelse med studierejser med fly, samt FFDs flyrejser i arbejdsmedfør.

Udover et økonomisk bidrag, forpligtiger højskolen sig på at oplyse elever, der skal rejse med fly, om de klimamæssige udfordringer, det medfører. Det kan være et oplæg fra eksperter, en morgensamling eller andet. Øget indsigt kan skabe refleksion og dialog om problematikken ved flytrafik.

Skov i Danmark

Puljens midler går ubeskåret til dansk skov. Om det er opkøb af landbrugsjord med henblik på naturlig skovrejsning eller om det er opkøb af skov med henblik på bevarelse og omlægning til naturskov, ved vi ikke endnu. Det afhænger af puljens størrelse, konkrete muligheder og vejledning fra organisationen Verdens Skove.