Højskoleskoven

Kan man flyve på studietur, få indsigt i verdens problemer og samtidig gøre det rigtige?

Klimabelastende flyrejser

En central del af højskolens livsoplysning ligger i at interagere med verden omkring os og se den på en ny måde. Studierejsen er en måde at skabe de møder, som en almindelig charterrejse ikke kan give os.

Men mange af de destinationer ligger i verdens afkroge, som kun kan nås med fly, og det sætter højskolerne i et dilemma: Hvordan kan vi danne vores elever til en bæredygtig fremtid, samtidig med, at vi i højskole-regi benytter en ikke-bæredygtig rejseform?

Højskolernes egen klimapulje

Med udspring i dette dilemma opretter vi, i samarbejde med fagfolk en pulje, hvis hovedsigte er at sætte fokus på skovrejsning i Danmark.

Puljen finansieres via frivillige bidrag fra højskolerne og deres elever i forbindelse med studierejser med fly, samt FFDs flyrejser i arbejdsmedfør.

Udover et økonomisk bidrag, forpligtiger højskolen sig på at oplyse elever, der skal rejse med fly, om de klimamæssige udfordringer, det medfører. Det kan være et oplæg fra eksperter, en morgensamling eller andet. Øget indsigt kan skabe refleksion og dialog om problematikken ved flytrafik.

Skov i Danmark

Puljens midler går ubeskåret til dansk skov. Om det er opkøb af landbrugsjord med henblik på naturlig skovrejsning eller om det er opkøb af skov med henblik på bevarelse og omlægning til naturskov, ved vi ikke endnu. Det afhænger af puljens størrelse, konkrete muligheder og vejledning fra organisationen Verdens Skove.

Læs også: Ny højskoleskov skal kompensere for CO2-aftryk på studierejser


 

Derfor støtter vi skovrejsning i Danmark

  • Hvis man klimakompenserer via offset organisationer, kan det være svært at gennemskue, hvor meget der går til administration, og hvor stabile projekterne er. Det undgår vi ved dette initiativ.

  • Danmark er verdens mest opdyrkede land og det sætter biodiversiteten under pres. Mere uberørt skov, vil hjælpe Danmarks flora og fauna og øge fristederne for Danmarks vilde natur.

  • Ved bevaring/rejsning af skov i Danmark beskytter vi samtidig vores drikkevand. Skov giver drikkevandet de optimale muligheder for rensning, og så er naturskov fri for pesticider.

  • Vi ønsker at skabe et undervisningsrum i skoven, hvor fremtidens højskoleelever kan opleve uberørt naturskov.

Sådan indbetaler du penge til Højskoleskoven

  • Udregner hvor stor donationen skal være*
  • Indsætter beløbet på konto: 5301-0250280 - Husk afsender
  • Finder den rette formidlingsform for netop jeres elever og afvikler det.

*Efter dialog med CONCITO har vi valgt at benytte beregneren hos Atmosfair.de.

Den skal bruge: destination til/fra og antallet af rejsende. Frivilligt kan man indtaste hvilken klasse I flyver med, flytype samt ruteform.

Det skal du vide

  • Verdens Skove har arbejdet med bevaring af regnskov og skovrejsning siden 1983

  • Det er vigtigt at skolen kan dokumentere, at bidraget til Højskoleskoven svarer til merbetaling for rejsen.

  • Puljen forvaltes af Højskolernes Bæredygtighedsnetværk i samarbejde med FFD.

  • Projektet har en løbetid på tre år (jan. 2022), hvor det vil blive revurderet. Skulle det mod forventning ikke have resulteret i et konkret projekt, tilbagebetales beløbet til skolerne. Hvis enkeltpersoner er afsender, tilbagebetales beløbet ikke, men Højskolernes Bæredygtighedsudvalg vil finde et lignende formål at donere pengene til.