Læs fortællingen: ' "Fuck, du er en nar!" - Når elever lærer af hinanden'

Bogen "Højskolepædagogik - en fortælling om livsoplysning i praksis" udkom i 2015 på forlaget Klim. Her kan du læse fortællingen ' "Fuck, du er en nar!" - Når elever lærer af hinanden.'

Se indholdsfortegnelsen

af Jens Horstmann, højskolelærer, Rødding Højskole

Når elever lærer af hinanden

Vejle Transportcenter, en tidlig mandag morgen i maj 2014: De gnider sig i øjnene og misser mod det skarpe sollys. De er desorienterede, kan kun få øje på et par parkerede lastbiler og anonyme, grå lagerbygninger. Det er køligt, og de skutter sig i forårsjakkerne, mens de træder lidt væk fra minibussen. Da det går op for dem, at bussen uden videre lukker døren og kører væk fra dem, bliver de bekymrede. Godt nok havde de fået muligheden for at melde fra på forhånd, hvis de ikke kunne lide uvisheden, men alle er alligevel med. De står på parkeringspladsen sammen to og to, alle med det samme udstyr: det tøj, de går og står i samt deres pas og en mobiltele­fon. Intet andet. Jeg har taget deres penge fra dem, og de har fået besked på ikke at medbringe hverken mad eller drikke. De er blevet kørt hertil med bind for øjnene og har kun fået én eneste besked om dagens projekt: At de bliver nødt til at fuldføre opgaven, hvis de først er gået i gang.

Rødding Højskole, næste dag, tirsdag kl. 12.00: "Har I været i fucking Norge?! Shit mand, vi strandede i Rostock ved færgen til Gedser. Vi blev nødt til at bede nogle fulde russere om penge".

Det er 27 timer siden, eleverne blev sat af i Vejle, kun udstyret med pas og mobiltelefon. Deres opgave var at komme så langt væk fra højskolen som muligt, krydse så mange grænser, rejse med så mange forskellige transportmidler og få så meget at spise og drikke som muligt. Og så vende tilbage til Rødding Højskole inden tirsdag middag. Og ja, nogle var i Norge, andre kom til Amsterdam, de bo­ede på hotel, var på kanalrundfart i København, kørte med sigøjnere i Hamborg, sejlede til Gedser, strandede i Göteborg, fik madpakker og fastfood, togbilletter og mødte vidt forskellige mennesker. Og frem for alt: De havde hinanden, to og to.

Projektet lyder måske som en militær stroppetur, en overlevelsestur med mud­der og kanindrab, men det er det ikke. Det er en del af undervisningen på linjen "Politisk Perspektiv". Og det siger næsten sig selv, hvilket perspektiv eleverne op­når ved en sådan tur. For mange af dem var det den måske største oplevelse på hele højskoleopholdet. Den mest berigende og øjenåbnende tur, de nogensinde har været på. Livsoplysning og demokratisk dannelse i bouillon-form. Men det kan kun lade sig gøre, fordi vi er på en højskole; fordi eleverne kender hinanden. De stoler på hinanden. De har gået på højskole sammen i flere måneder og tør vise svaghed over for hinanden. Og fordi jeg kender dem: Jeg har nøje tænkt over to-mandsgrupperne; sat de frembusende typer med de mere stille, de rolige og tålmodige med de impulsive og rastløse.

Det er naturligvis et projekt, som jeg har sat i gang - men det er et projekt, som understreger, hvordan jeg som underviser positivt kan udnytte læring mellem elever på højskolen. Fordi de kender hinanden - og fordi jeg kender dem - lærer de fra hin­anden. De løfter hinanden i samarbejdet. De finder ud af, hvordan rollefordelingen er. Og de lærer, at de hver især har styrker og svagheder, som de kan arbejde med i mødet med fremmede mennesker.