Læs fortællingen: ' "Fuck, du er en nar!" - Når elever lærer af hinanden'

Den særlige højskoleform(el)

Når man som højskolelærer inden for det samfundsfaglige felt skal tilrettelægge sit fag og sin undervisning, står man over for vilkår, andre fag måske står med i mindre grad. For det første: Der findes allerede samfundsfaglige fag på alle mulige uddan­nelser, og mange af dem er fremragende og giver eleverne stor viden, flere vinkler, ny indsigt og samfundsvidenskabelige værktøjer at anskue verden med. Det ved jeg, for jeg sidder med mange af de elever, som har været gennem den undervisning tidlige­re; deres begavelse og forhåndskundskaber fejler bestemt ingenting! For det andet: Der er et ret begrænset antal måder, hvorpå man kan fortælle om den kolde krig, om Mellemøstens historie eller om forskellene i indkomststatistik i nordsjællandske kommuner.

For mig at se handler det altså om at give eleverne noget andet - noget, de ikke kan få andre steder med samfundsfaglige fag. Det vil altså sige, at det i mindre omfang handler om at give dem leksikal viden, metoder til at læse og lave statistik og hvad man nu ellers laver rundt omkring, men derimod om at udnytte de sær­lige omstændigheder, der gør sig gældende på en højskole. Der er mange af disse omstændigheder, som resten af denne bog jo søger at finde, men jeg vil komme omkring særligt to forhold, som er særligt for højskoleformen i forhold til andre undervisningssituationer, og som i særlig grad kan udnyttes med succes i de sam­fundsfaglige fag.

Det første af disse forhold er tid. Mængden af den. Afhængigt af skema og struk­turelle forhold på højskolen har man som underviser meget tid med sine elever og kan selv afgøre, hvor mange timer, dage eller uger man vil bruge på et specifikt emne. Det åbner for at arbejde med emnerne på andre måder end det rent teoreti­ske eller med velkendt gruppearbejde - og derfor bruger jeg selv og mange af mine kolleger en anderledes projektorienteret tilgang, hvor man i højere grad kan starte fra bunden. Mit eget eksempel ovenfor er svært at tænke sig på gymnasiet eller på universitetet, men fordi jeg har 'råderet' over eleverne i tilpas lang tid, kan jeg tillade mig at kaste dem ud i projekter over flere dage.

Det andet forhold er tillid. Højskoleelever er trygge ved hinanden på en måde, man ellers kun ser i folkeskolens yngste klasser, fordi de hele tiden er sammen om alt muligt, fordi de er hinandens venner, fordi de har set hinanden være grimme og irriterende - ja, fordi samværet! Og denne tryghed er i mine øjne den væsentligste kapital for en samfundsfaglig underviser.

I mit fag, der handler om at kigge bredt på vores samfund og diskutere fremti­dens muligheder og ønsker, kan eleverne løftes til et ekstra niveau, jo mere de kender og stoler på hinanden. De tør simpelthen kaste sig mere engageret ud i debatten, de tør tage bladet fra munden på en helt anden måde - og de tør give hinandens argu­mentation kritik så dyb og intens, at jeg nogle gange bliver forskrækket. Formlen ser altså sådan ud: Samfundsfag + tid + tillid = læring mellem elever. Tillad mig at komme med yderligere et eksempel.

Fuck, du er en nar!

Et helt centralt element i min undervisning handler om at lære eleverne at give kri­tik; af en tekst, et udsagn, en holdning eller et argument. Det handler om at lære almindelig samfundsvidenskabelig metode, at lave en kritisk analyse, hvor man for­holder sig objektivt og nøgternt til teksten eller udsagnet, og hvor man er i stand til at gennemskue, hvor afsenderen laver antagelser, logiske fejlslutninger eller bruger ideologisk farvede sandheder. Det lærer man naturligvis også på universitetet. Men på universitetet spiller man ikke Fuck, du er en nar! Det gør vi.

Det er sådan set meget enkelt. Et par elever får til opgave at møde op til timen med hver sin samfundsændring. De må finde på hvad som helst, så længe det er noget, de vil ændre på vores samfund, hvis de havde magten til det og som i øvrigt teoretisk set er nogenlunde fysisk muligt ('flere solskinstimer i Hobro' er for eksem­pel en ret urealistisk samfundsændring, mens 'gratis offentlig transport' er markant bedre tænkt). De behøver ikke at overveje, hvordan samfundsændringen skal komme i stand, det vigtige her er, hvorfor, de ønsker denne ændring. Eleven kommer nu med sit udsagn, uddyber sit ønske - og må så stå på mål for den kollektive sætning: "Fuck, du er en nar!". Herefter følger en byge af kritik, hvor resten af holdets opgave er at pille ønsket fra hinanden og finde frem til elevens egentlige ønske og ideologi. Eller med andre ord: At lave en kritisk analyse live. Det træner elevernes analytiske evner, deres evne til lynhurtigt at gennemskue et argument og deres evne til at stille spørgsmålet "hvorfor" i stedet for "hvordan". Det lyder måske ikke specielt beha­geligt. Og man kunne finde på at spørge, om der dog er nogen, der frivilligt stiller op til en sådan gang tæsk? Men det er der. Hver gang. Faktisk er opgaven snarere at begrænse antallet af samfundsændringer.

Eksemplet illustrerer, hvordan jeg kan tillade mig at gå meget vidt med mine ele­ver, fordi de er trygge ved hinanden. Jeg har også undervist på universitetet, hvor en tilsvarende debat ville være komplet utænkelig - på trods af den åbenlyse læring, der ligger i den. Men her kender eleverne ikke hinanden, og de tør ikke tage bladet fra munden på samme måde. Det er forståeligt nok, man giver sig jo ikke ud i voldsom og ødelæggende kritik af andre menneskers argumenter, medmindre man kender dem rigtigt godt og ved, hvordan de vil opfatte kritikken.

Eleverne lærer fra hinanden. Min rolle er meget lille, jeg er blot moderator for debatten og kommer med små indspark, hvis eleverne løber tør for argumenter - den væsentligste læring ligger i at kunne lytte til hinanden, lære fra hinandens ar­gumentation og turde stille spørgsmål til hinanden. Der går som regel et stykke tid, før eleverne for alvor begynder at forstå pointen med en kritisk analyse, eller hvad objektivitet egentligt er. Men pludselig er der en elev, der gennemskuer det og løfter sit debatniveau helt enormt. Sidste forår var det Lars - og lige efter forstod Marcus det. Med ét kunne de argumentere for og imod hvad som helst, de kunne gennem­skue andres udsagn på sekunder - og når det sker, tredobles læringen hos de andre; selvom jeg har forklaret metode og selv deltager i debatten, lærer de andre elever me­get mere ved at se forandringen hos Lars. De lytter og kan - ved at se hans udvikling - pludseligt forstå, hvad det drejer sig om. Og til sidst er det i øvrigt slet ikke sjovt at spille Fuck, du er en nar! længere, fordi alle kan se alle aspekter af deres eget ønske.

Samvær. Tillid. Læring.

At eleverne lærer af hinanden på en højskole er en gave, som man kan bruge aktivt og løfte sit fag op på et højere niveau. Det er klart, at der udover mine eksempler findes talrige andre, som kunne illustrere, hvordan eleverne tager samfundsfagligt påvirket hjem fra højskole - uden at det nødvendigvis har noget med underviseren at gøre. Jeg kunne nævne talrige debatter uden for undervisningen, studieture og møder med andre mennesker og kulturer, hvor læringen mangedobles af elevernes interne erfaringsudveksling og masser af andre ting. Tilbage står, at samværsformen giver eleverne tillid til hinanden. De bliver trygge ved hinanden. Og den tryghed kan man bruge i sin undervisning.