Frirummet – en ny debatform

De frie skoler, højskolerne, efterskolerne og friskolerne er med støtte fra TrygFonden gået sammen om at lave initiativet Frirummet, der skal bidrage til at genfinde den demokratiske samtale og udfordre de traditionelle måder, vi debatterer på.

Debatkulturen er udfordret
Den samtale, der skal gøre os klogere og gøre os bedre i stand til at træffe gode beslutninger, er ved at blive reduceret til konkurrence, hvor der skal findes en vinder og en taber. Vores debatkultur er blevet en råbekultur. Politikerne hjælper os ikke til at træffe gode beslutninger, når de hverken lytter til borgerne eller hinanden, og når de taler udenom kritiske spørgsmål. Og som folk bliver vi mere og mere splittede, når vi, i stedet for at debattere med hinanden, kaster vrede gloser og hadfulde udsagn efter dem, vi er uenige med.

Frirummet er både en vision og en ny debatform
Initiativet skal skabe et rum, hvor konflikter og uenigheder anerkendes og tydeliggøres, men hvor der samtidig er plads til at udtrykke tvivl og anerkendelse af modpartens synspunkter. Det skal være et nysgerrigt rum, hvor vi sammen kan blive klogere på hinanden og de ting, vi debatterer. Men vi stopper ikke ved snakken. For der skal i fællesskab findes nye initiativer og handlinger, der kan bringe os videre og skabe forandring for det fælles bedste.

Frirumsdebatten forløber gennem de tre runder: Fronter, Refleksion og Initiativer. Til at lede og styre debatten skal der være en Debatpilot. Frirummet uddanner Debatpiloter fra den frie skoleverden, så den enkelte skole kan afholde Frirumsdebatter i deres lokalmiljøer.

Læs mere om Frirummet og Debatpilotuddannelsen på www.frirummet.org