Sikker post gennem E-boks

Publiceret 06-06-2018
Administration

Højskoler kan blive tilmeldt Digital Post-løsningen på samme vilkår som offentlige myndigheder. Det er effektivt og billigere end fysisk post.

Sikker elektronisk post er blevet højaktuelt i forbindelse med den nye persondataforordning. Ifølge Bekendtgørelse om offentlige afsendere (03/10/2014) kan en højskole blive tilmeldt Digital Post-løsningen på samme vilkår som offentlige myndigheder. Det er effektivt og billigere end fysisk post. 

E-boks leverer den offentlige løsning til sikker elektronisk kommunikation mellem myndigheder og borgere. Som selvejende institutioner har alle højskoler oprettet før 2014 også mulighed for at bruge systemet på samme vilkår som offentlige myndigheder. Det kræver, at højskolen gennemfører et elektronisk tilslutningsforløb som starter her.

Hvis man gerne vil vide mere om mulighederne for at blive tilkoblet offentlig Digital Post, kan man læse mere om løsningen på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.

Der er også være en række vejledninger til brug af løsningen.

Ikke alle skoler er omfattet

Bekendtgørelsen om offentlige afsendere er fra 2014 og omfatter en liste over de skolenavne på Kulturministeriets område, der har mulighed for at tilslutte sig løsningen. Hvis der er højskoler, som ikke er optaget på listen, kan man henvende sig til FFD. I første omgang vil skoler, der ikke er optaget på listen, ikke kunne tilmeldes ordningen.