Producent til Det Levende Ord er fundet

Publiceret 12-01-2018
Kommunikation

Mathilde Schytz Marvit skal stå i spidsen for produktionen, når FFD søsætter pilotprojektet Det Levende Ord, som skal afsøge nye formater til velkendte højskoleaktiviteter som morgensamling og foredrag.


Mathilde Schytz Marvit bliver producent for Det Levende Ord

Mathilde Schytz Marvit er 39 år og uddannet Cand.IT i Design, Kommunikation og Medier fra IT Universitetet i København i 2004.

Hun har otte års erfaring fra Statens Museum for Kunst (SMK), hvor hun var leder af museets digitale produktioner frem til 2016. Inden da producerede hun animation og havde sit eget firma, som udviklede lydlegetøj til tweens.

I dag er Mathilde kreativ producer og strateg i produktionsselskabet House of Real, hvor hun fortsætter, mens hun tiltræder deltidsstillingen som producent for Det Levende Ord.

I FFD ser man frem til et inspirerende samarbejde, som starter op 16. januar:

Mathilde har mange års erfaring med digital produktion inden for kunst- og kulturområdet og kommer med en værdifuld indsigt i konceptudvikling og historiefortælling. Vi glæder os til at se, hvordan vi sammen kan nærme os ambitionen om at skabe nye veje for højskolernes traditionelle formater, så endnu flere mennesker kan få glæde af dem

Andreas Harbsmeier, Ansvarshavende redaktør for Højskolebladet

Kort om Det Levende Ord

Projektet tager udgangspunkt i højskolernes velkendte folkeoplysnings- og formidlingsformater; morgensamlingen, den personlige fortælling og højskoleforedrag, som de bliver praktiseret på daglig basis på langt de fleste højskoler.

Kernen i projektet er at afprøve og definere disse formater i nye rammer med nye målgrupper for øje, så en bredere del af befolkningen kan få glæde af dem.

Med baggrund i FFD's mangeårige projektarbejde med højskolepædagogikken og den lokale folkeoplysningsoplysningsindsats, er det tanken at skærpe de klassiske formater, definere dem på ny og afprøve dem uden for højskolens fire vægge.