FFD støtter nyt Fortælle Akademi

Publiceret 06-02-2018
Pædagogik og udvikling Højskolenyt

Midler fra FFD's skoleudviklingspulje har muliggjort et nyt Fortælle Akademi på Vestjyllands Højskole, hvor højskolelærere og andre med interesse for den mundtlige fortælling kan blive klædt på til at viderebringe både nye og gamle historier.


Skoleudviklingsprojekt med fokus på den gode fortælling

Formålet med Fortælle Akademiet er at give flere mulighed for at blive gode, vidende og levende fortællere med lyst og evner til at forny og levendegøre vores kulturs gamle fortællinger eller skabe splinternye.

Else Mathiassen er forstander på Vestjyllands Højskole og en af underviserne på Fortælle Akademiet. Motivationen bag projektet er blandt andet udsprunget af en efterspørgsel fra eleverne på højskolen:

Jeg oplever, at der er en stor længsel efter at høre de gode fortællinger. Fortællingen giver et utroligt nærvær ved, at der er en, der fortæller og en, der lytter. Rummet derimellem kan være magisk.

Else Mathiassen, forstander på Vestjyllands Højskole

Ifølge Else er fortællingen et stærkt og alsidigt redskab, der kan skabe indflydelse og benyttes i flere sammenhænge:

For mig handler det utrolig meget om at sætte billeder på emner. Hvis man tager bæredygtighed, som er et vigtigt emne lige nu, kan du fx diskutere klima ved opstille en masse grafer, men du kan også fortælle historien om havets mor og derigennem skabe nogle billeder, der gør indtryk. Fortællinger kan skabe håb. Billeder og sanselighed omkring fx politiske debatter eller temaer åbner nye verdener.

Else Mathiassen, forstander på Vestjyllands Højskole

Bliv uddannet fortæller

Med udgangspunkt i mangfoldigheden i det danske og internationale fortællemiljø, tilbyder kurserne fordybelse og udfordringer for enhver, der ønsker at udvikle fortællinger og fortællestil.

Fortælle Akademiet indeholder 8 moduler á 4 døgn over 2 år. Du vælger selv, om du vil deltage i hele forløbet eller blot vælge enkelte moduler, der har relevans for dig.

Du kan læse mere om Fortælle Akademiet og de forskellige moduler i denne brochure.

_______

Projektet er støttet af FFD og Region Midtjylland