Arbejdet med mangfoldige elevgrupper på højskolen

Publiceret 07-02-2018

Traditionen tro, bød det nye år på en dag i det internationales tegn, da FFD, i samarbejde med Højskolernes Internationale Udvalg, inviterede til International Dag på Brandbjerg Højskole


Højskolepersonale samlet til International Dag 2018

International Dag gav igen i år lærere og administrativ personale, der beskæftiger sig med det internationale på højskolerne, mulighed for at erfaringsudveksle på tværs af skolerne og diskutere deres praksis.

Dagens tema var mangfoldige elevgrupper og de udfordringer og muligheder, der opstår i det interkulturelle møde. Her deltog både lærere og administrativt personale fra en lang række højskoler i gode diskussioner, hvor forskellige oplægsholdere bød ind med eksterne perspektiver.

Om formiddagen lagde Iben Jensen, professor ved Aalborg Universitet, op til debat om interkulturel mestring og højskolernes potentiale for at udvikle dette.
Højskolelærer, Helene Biering-Madsen, deltog i programmet op oplevede et positivt udbytte af at debattere de fælles udfordringer:

International Dag var både spændende og udbytterig, fordi jeg fik nye perspektiver på arbejdet med internationale elever på højskole. Både gennem Iben Jensens fine oplæg og gennem samtaler med fagfæller. Jeg vil konkret bruge diskussionerne om dilemmaer omkring internationale elever på højskoler - nogle jeg er sikker på, alle undervisere kan nikke genkendende til. Og så var det fedt at være sammen med mennesker, som brænder for internationale elever på højskoler ligeså meget, som jeg gør.

Helene Biering-Madsen, lærer på Askov Højskole

Om eftermiddagen var gruppen opdelt i et pædagogisk og et administrativt spor. Styrelsen for International Rekrutering og Integration (SIRI) informerede om regler og procedure ved opholdstilladelser til højskoleelever og præsenterede de nyeste tal på området.

I det pædagogiske spor blev der delt praksiserfaringer og diskuteret en række dilemmaer med udgangspunkt i dagens tema.