Lisbeth Trinskjærs klumme i Højskolebladet #2
Højskolerne har i skoleformens snart 174-årige historie altid handlet om, at højskolen VILLE noget væsentligt. Og selve skoleformens ide tog afsæt i tanken om at danne et folk, som kunne magte et samfund med frihed og folkestyre.
I skoleformens tidlige år blev det, som højskolerne ville verden, derfor afsæt for det, som højskolerne brændte for at påvirke deres elever med. Så fulgte mange år, hvor verden omkring højskolerne forandrede sig med lynets hast, og hvor det, højskolerne ville deres elever individuelt, syntes at fylde meget mere end det, højskolerne ville verden.
Jeg tror, højskolerne står på kanten af en ny tid. En tid hvor det, som højskolerne VIL verden, det som vi VIL vores elever – og det som vores ELEVER vil verden, har mulighed for at smelte sammen.
Vi lever i en tid, hvor der er nok at frygte. En tid hvor fremtiden synes usikker, hvor kompleksiteten er enorm, og hvor foranderlighed er den eneste konstant. En tid hvor apatien let får overtaget, og hvor det kan være svært for den enkelte at forestille sig, at det er muligt at sætte aftryk på den verden, der rækker ud over det helt nære. Det både kan og skal vi i højskolerne forandre.
Højskolen har aldrig handlet om at ensrette eller at få mennesker til at rette ind og gå i takt. Det gør den fortsat ikke. Og det bør den heller aldrig. Men det betyder ikke, at hvad som helst er højskole, eller at vi ingen fælles opgave løfter. Vi har derimod alle dage brændt for at danne det handlende folk, som er folkestyrets forudsætning. Opgaven har altid være den samme, mens både samfundet og præmisserne for menneskene i det har været under ekstrem forandring.
For mig, samler højskolernes opgave sig i disse fire punkter:
- Vi skal knuse myten om ”det perfekte liv”.
- Vi skal vise vores elever, at de står på skuldrene af noget.
- Vi skal vise dem fællesskabet, så de kan finde hinanden og andre.
- Og så skal vi give dem stjerner i øjnene.
Alt sammen for at de kan få mod på og tiltro til, at de kan forandre, berige, udfordre og være med til at forme det fremtidige samfund, som bliver deres. Og det tror jeg faktisk rigtigt ofte, vi lykkes med. Men måske behøver den opgave ikke at stoppe med den tårevædede afsked på gårdspladsen på højskolen?
Måske kan det, som vi vil verden, det som vi vil vores elever – og det som eleverne vil verden, forenes? Måske er HØJSKOLERNE mere end summen af skoler? Meget tyder på det.
I begyndelsen af februar samledes tidligere højskoleelever fra meget forskellige skoler i Sønderborg for sammen på kryds og tværs af højskoleoplevelser at finde veje til at ”dele højskoleånden” i verden uden for højskolernes mure. Det både kan og vil de. For modet vokser i fællesskaber, som står på en grund af værdier og passion.
#delhøjskoleånden