Tid til genreforskydning i dansk politik

Publiceret 29-08-2017

Formand Lisbeth Trinskjærs klumme i Højskolebladet #5

"Kan det passe, at vi kun efterspørger nuancer i fiktionen? Eller er der mon ved at være plads til, at vores politikere i fremtiden deler deres overvejelser, så vi kan se og forstå den kompleksitet mange politiske spørgsmål i virkeligheden rummer?"

Lisbeth Trinskjær

Af Lisbeth Trinskjær

"Alle mulige andre steder i samfundet sker der en genreforskydning i disse år. TV-serien har overtaget Hollywoodfilmen som den store fortælling. Det er der, man ser karakterudviklingen og de komplekse figurer. Hvis vi husker tilbage til 80´erne, til Dollars og Dallas, var det fuldkommen håbløst. Men i dag er det TV-serien der faktisk dominerer markedet."

Rane Willerslev

Ordene er Rane Willerslevs. Scenen er Frirummets debat på Folkemødet. Og spørgsmålet, vi prøver at få besvaret, er: ”Hvor er tvivlen i dansk politik?”

En ting synes publikum, den politiske kommentator Søs Marie Seerup, politikerne Astrid Krag og Trine Bramsen og Ekstra Bladets Poul Madsen at være enig om: Konfliktunderholdningens velafprøvede og effektive dynamik med klare modsætninger, klikbare og hurtige pointer og en kamp, vi som publikum hurtigt kan aflæse en vinder og en taber af, er bare utroligt trættende. Vores politikere bliver endimensionelle. Kommentatorerne bliver klippet ud, når de fraviger drejebogen. Hele dynamikken slider på demokratiet.

På jagt efter nuancer

Men når vi lader os underholde, er der ved at ske noget nyt. Mange vælger efterhånden Hollywoodfilmens ukomplicerede figurer fra til fordel for tv-seriernes mere komplekse persongalleri. For vi vil gerne se figurer, der præcis som os selv ikke er fuldkommen gode, fuldkommen udspekulerede eller fuldkommen onde. Faktisk ikke fuldkommen noget som helst. Men netop sammensatte.

Kan det passe, at vi kun efterspørger nuancer i fiktionen? Eller er der mon ved at være plads til, at vores politikere i fremtiden deler deres overvejelser, så vi kan se og forstå den kompleksitet mange politiske spørgsmål i virkeligheden rummer? 

”Når I udtrykker tvivl, så er det stærkt og autentisk […] Så er det, at vi tænker med – og vi kan ikke lade være med at tænke – er det rigtigt, hvad gør vi? Derfor ER tvivlsspørgsmålet rimelig centralt” lød Willerslevs vurdering på solskinsøen.

"Alle delte håbet om forandring. Men spørgsmålet er, hvem der vover at tage de første skridt?"

Lisbeth Trinskjær

Genreforskydningen indfinder sig næppe af sig selv. Men du og jeg kan hjælpe det på vej. Vi kan undlade at belønne konfliktunderholdningen med den valuta, som er hele spillets omdrejningspunkt. Og som er i dine og mine hænder – nemlig klik.

 

Teksten er oprindeligt trykt i Højskolebladet#5 2017.