Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Projektets forløb

Her kan du følge projektet Globale Historiefortælleres udvikling – fra den spæde begyndelse til de aktuelle nyheder.

Særtillæg til Dagbladet Information

I samarbejde med Højskolebladet og Globale Historiefortællere udgav Dagbladet Information et særtillæg til avisen med titlen "Grøn Front - Kan modstandskraften overvinde frygten?". Her bidrager en række unge højskoleelever med deres fortællinger om møder med omstillingsparate unge mennesker fra hele verden, som med alt fra elektriske skateboards til byhaver forsøger at gøre verden lidt mere grøn. Tillægget er støttet af Europanævnet. I forbindelse med tillægget har Højskolerne og Dagbladet Information udarbejdet en dertilhørede lærervejledning, med forskellige øvelser og vejledning til, hvordan der kan arbejdes med bestemte aspekter af bæredygtighedsproblematikken i undervisningen.

Globale Højskoleelever på Folkemødet 2016

Projekt Globale Historiefortællere afholdte i juni 2016 en vellykket event på Folkemødet i samarbejde med Verdens Bedste Nyheder. Med Thomas Ravn-Pedersen fra Verdens Bedste Nyheder som moderator blev fem unge fra Krogerup Højskole interviewet omkring deres oplevelser og erfaringer med at bidrage med deres historier til globalstory.dk. 

Launch for globalstory.dk den 13 maj i Højskolernes Hus

Platformen globalstory.dk er nu i luften og er allerede fyldt med masser af spændende og indsigtsfulde historier, produceret af højskoleelever. Derfor inviterer vi til  launch i Højskolernes Hus fredag den 13. maj fra 15-17. I kan blandt andet høre tidligere elev på Rødding Højskole Frederik Lange om sin rejse til Israel/Palæstina, projektkoordinator Maj Navntoft om sin erfaring med at arbejde med historiefortælling som undervisningsmetode og det nye ungdomsmedie Brain Gain Group om vigtigheden af at give unge en seriøs stemme og muligheder for at dele deres viden og indsigt. Der vil derudover være mulighed for at mingle over lidt bobler og snacks. Vi håber at se mange af jer og jeres elever til en hyggelig eftermiddag i historiefortællingens tegn.

undefined

Globale undervisningsmaterialer klar til brug

Det store kartotek med undervisningsmaterialer er nu tilgængeligt på globalstory.dk. Materialet er inddelt i seks kategorier, hvoraf tre af dem er inddelt efter tematikkerne På Flugt, Bæredygtig Omstilling og Utopi og samfundskritik. De tre andre kategorier Verdensborgeren, Rejsen som læringsrum og Projektorienteret Arbejde er af mere pædagogisk-didaktisk karakter. Læs mere om undervisningsmaterialerne her eller gå direkte til undervisningsmaterialerne på globalstory.dk.

Globalstory.dk er i luften

Vi kan nu præsentere jer for en helt ny og opdateret version af platformen globalstory.dk. Siden har fået et nyt lækkert design og en masse nye funktioner, samt et stort kartotek med globale undervisningsmaterialer. Besøg siden på globalstory.dk. 

18 Højskoler og efterskoler debatterer flygtningesituationen online

10 højskoler og 8 efterskoler mødes i aften online og debatterer den aktuelle flygtningesituation. Elena Askløf og Peter Laugesen, to unge danskere, som har rejst igennem Europa og interviewet flygtninge, aktivister og højre-nationalister, rapporterer live fra Palermo og sætter gang i debatten med højskole- og efterskole elever fra hele landet. Læs mere her.

Følg to unge historiefortælleres rejse gennem Europa fra september til december 2015

Elena Askløf og Peter Laugesen har før rejst Europa tyndt. 28 lande på 12 måneder for at være præcis. Nu tager de af sted igen - og dine elever kan komme med. Gennem reportager og online livesessions kan I sammen med de to historiefortællere få et indblik i nutidens Europa og særligt to af de største udfordringer, Europa står over for lige nu: flygtningestrømmene og omlægningen til mere bæredygtige samfund.

Læs mere

Storytelling workshop- før og efter den store udlandsrejse eller undervisningsforløb om globale emner

Skal dine elever på studietur ud i verden, og vil I arbejde med medieproduktion og historiefortælling? Eller skal I i gang med et undervisningsforløb i Danmark, der har globale emner som omdrejningspunkt? Så har dine elever mulighed for at producere historier til det nye onlinemagasin globastory.dk-og ikke mindst for at blive klædt påtil det med workshops både før og efter studierejsen eller forløbet

Globalstory.dk er i luften

Globalstory.dk er højskoleelevernes onlinemagasin, med historier der sætter verden under lup og undersøger tidens vigtigste spørgsmål. På siden finder du blandt andet kortfilmen 'Ung i Europa', video-tutorials, samt oplæg til temaet 'På Flugt'. Onlinemagasinet er elevernes mulighed for at få deres historier udover rampen, og det giver højskolerne en fælles platform til videndeling, så vi sammen kan blive klogere på de udfordringer vi står overfor i verden lige nu. Gå til globalstory.dk

Emnemæssigt tager globalstory.dk udgangspunkt i tidens største globale tendenser som migration, kampen for en mere bæredygtig og retfærdig verden og den teknologiske udvikling, der giver mulighed for at kommunikere og handle på nye måder. Og, vigtigst af alt, handler det om, hvordan unge i hele verden ser på deres liv og fremtid, hvad de drømmer om, og hvordan de handler på de udfordringer, de står over for.

Ud over elevernes fortællinger kommer globalstory.dk til at indeholde bidrag fra forskere, politikere og andre meningsdannere, der kommenterer på de temaer, de arbejder med. Deres bidrag skal inspirere og provokere og nuancere elevernes viden og holdninger og give nye perspektiver på tidens globale tendenser. 

På Flugt - det første undervisningsmateriale er klart

Undervisningsmaterialet til det første tema På Flugt er nu klart og kan findes her. Materialet indeholder inspiration til, hvordan I kan gribe temaet an, herunder links til brugbare statistikker, artikler, film, teori m.m. om emnet samt forslag til øvelser. Vi håber I vil få glæde af magasinet globalstory.dk såvel som det tilhørende undervisningsmateriale. Rigtig god arbejdslyst!

Ny webredaktør ansat marts 2015

Vi er glade for at meddele, at vi har ansat journalist Evelina Gold som redaktør på siden globalstory.dk. Evelina er ansat 15 timer ugentligt i to år. Det bliver hendes opgave at være med til at klæde højskoleeleverne på til at få øje på, opsøge og fortælle alle de spændende historier, der venter på dem både her i Danmark og på deres studierejser ude i den store verden.

Evelina er uddannet journalist og har en bachelor i Internationale Udviklingsstudier fra Roskilde Universitet. Hun har blandt andet lavet kommunikationsarbejde for Mellemfolkeligt Samvirke og Verdens Bedste Nyheder og været ansat som webredaktør i Red Barnet. De seneste godt to år har hun været freelancejournalist og har både lavet journalistik og kommunikationsarbejde for medier så forskellige som Ud&Se, Folkekirkens Nødhjælp, Information, Naturstyrelsen og Den2Radio. Velkommen til Evelina og vi glæder os til samarbejdet.

Globalstory.dk sætter fokus på flygtninge i 2015

Vær med når globalstory.dk sætter fokus på flygtninges situation under temaet 'På Flugt'.  globalstory.dk inviterer alle højskoleelever til at producere historier om flygtninge til vores online magasin. Formålet med fortællingerne er, at de bidrager til at nuancere vores viden om flygtninge: Hvem er de? Hvorfor flygter de? Hvordan flygter de? Hvad flygter de til? Hvad er deres håb for fremtiden?

Læs mere

10 gratis workshops om god udviklingskommunikation

Folkehøjskolernes Forening tilbyder ti gratis workshops i samarbejde med Verdens Bedste Nyheder i konstruktiv kommunikation - fem i foråret og fem i efteråret 2015. Workshops'ne er målrettet hold, der rejser til udviklingslande i foråret og efteråret 2015 og som arbejder med formidling gennem projektet Globale Historiefortællere. 

Læs mere her

Event på Folkemødet 2015

Den 12. juni på Folkemødet på Bornholm, laver Højskolerne en times Horisont om Flygtninge i Dansk Folkeoplysnings Samråds telt. En række udvalgte historier produceret af højskoleelever vil danne rammen for arrangementet. Professionelle journalister vil lede slagets gang og invitere de deltagende bidragsydere på scenen til at fortælle om deres oplevelser. 

Globalstory.dk launches midt marts

Vi regner med at kunne fremvise en rough side midt marts. Hen over foråret og fremefter, vil siden blive udviklet med elevproduktioner, eksterne bidrag, medietutorials og undervisningsmaterialer om globale emner.

Seminar: Undervisningsmateriale Brandbjerg jan. 2015

Den 27.-28. januar 2015 afholdte vi lærer-arbejdsseminar til udvikling af undervisningsmaterialer. Maria Palmvang er blevet ansat til at følge det til dørs og lægger det på globalstory.dk til inspiration og anvendelse.  

Læs referatet

Udviklingsseminar på Vallekilde dec. 2014 

Det fælles internationale projekt Globale Historiefortællere er i fuld udvikling. Vi har netop i starten af december, afholdt det første udviklingsseminar med 20 lærere og projektudviklere (med 9 forskellige skoler repræsenteret). Det var fantastisk endelig at samle en række skoler om projektet, og der var god opbakning og energi omkring projektet. Alle interesserede skoler vil i det kommende forår kunne benytte portalen og de materialer, der vil blive tilgængelige, samt bidrage med elevproducerede fortællinger til det online magasin.

Finansiering af projektet II (dec. 2014)

Vi har fået midler til at ansætte en redaktør til globalstory.dk 15 timer om ugen i 2 år. Vedkommende skal sikre kvaliteten på siden, via rådgivning og sparring med lærere og elever, samt holde tråd i de eksterne bidragsydere. Vi sender et opslag ud i januar.

Derudover har vi fået midler til at udvikle undervisningsmaterialer, lave event på folkemødet, til vores fortællerkorps og til et samarbejde om en særavis, i samarbejde med Information, i 2016. Vi fik ikke midler til at lave en lærerstudietur, vi kigger på alternative finansieringsmuligheder i det nye år.

Facebook gruppe for lærere

Vi har oprettet en facebookgruppe, Globale Historiefortællere følgegruppe, hvor både lærere og en gruppe tidligere elever, der er koblet på projektet som en sparringsgruppe, er inviteret. Til jer, der endnu ikke er kommet på, og som ønsker det, så anmod om at komme med i gruppen. Gruppens formål er sparring, deling og udvikling.

Finansiering af projektet I (okt. 2014)

Der er sendt fonds- og puljeansøgninger afsted i løbet af september-oktober 2014, hvorigennem det forventes at tilskud til projektets finansering imødekommes. Indtil videre er der opnået støtte til udvikling af den digitale læringsplatform, støtte til udviklingsseminar for lærere i december 2014 på Vallekilde Højskole, samt til undervisningsmaterialer til undervisning i det globale på højskolerne i forbindelse med læringsplatformen.

Læringsplatformen udvikles i samarbejde mellem Kraftwerk og design- og udviklings bureauet Jipjip.