Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Principper for Projekt Globale Historiefortællere

Projekt Globale Historiefortællere er et tilbud til alle landets højskoler og lægger vægt på, at elever formidler historier fra alle steder i verden (inklusiv Danmark), med udgangspunkt i andre unges fortællinger om globale problemstillinger.

Viden om globale problemstillinger og fænomener

  • For at fortælle globale historier, er det vigtigt, at eleverne har viden om globale problemstillinger og fænomener. Online magasinet rummer inspirationsmateriale til øvelser, tekster og indlæg fra en bred vifte af internationale eksperter om globale problemstillinger. Yderligere er elevernes medieproduktioner i sig selv viden og inspirationsmateriale, som andre unge kan få glæde af.
  • I tilegnelsen af viden, er det centralt, at eleverne bliver udfordret på deres egen verdensanskuelse for at fremme forståelsen af deres udgangspunkt, i mødet med globale problemstillinger rundt om i verden. 
  • De globale problemstillinger er komplekse og svære at forstå. Derfor tager Globale Historiefortællere udgangspunkt i de små historier og det personlige møde, med det formål at give en forståelse, svar og løsninger på de store problemstillinger.  

Metoder og motivation til globale fortællinger

  • Eleverne skal fortælle historier de brænder for og have fuldt ejerskab til dem. Lærernes erfaringer, oplevelser og fortolkninger kan guide og motivere eleverne til at opnå dette ejerskab og motivation.
  • Eleverne skal klædes på til at fortælle og videreformidle historier til andre, gennem forskellige historiefortælleteknikker og medieproduktionsformer.
  • Fortællingerne bliver formidlet via medieproduktioner som radioindslag, film, foto-reportage, artikler, debatindlæg, reportager mv.
  • Kvaliteten af medieproduktionerne sikres af lærere og elever på højskolerne, samt en ansat redaktør.

Ung-til-ung mødet i fokus på studierejsen 

  • Ind med spisebordssamtalerne, ud med museumsmonologerne. Globale Historiefortællere gør op med den traditionelle studierejse og sætter det fordybende møde, den tætte relation og fortællinger fra unge ude i verden, i centrum. Projektet søger at fremme elevernes interkulturelle kompetencer i disse møder, og fremme en berigende udveksling af ideer, visioner og løsninger, unge imellem.

Fællesskab og netværk

  • Globale Historiefortællere er også et levende fælleskab og netværk. Her vil aktiviteter og arrangementer som fortællerkorps, fælles præsentation af globale historier på Folkemødet og live skype- sessions med udenlandske partnere,  elever der er på studietur og  internationale elever i Danmark, fremme disse fælleskaber og netværk.
  • Erfaringsdeling, vidensdeling og netværksdannelse mellem lærere omkring studierejser, undervisning relateret til rejsen, medieproduktioner mv. vægtes højt i projektet.

Online sitet som didaktisk værktøj og ressourcebank for undervisere

  • Online sitet fungerer som didaktisk værktøjskasse med metoder til at arbejde produktorienteret med medieproduktioner, med studierejser og med temaer relateret til globale problemstillinger.
  • Magasinet fungerer også som en ressourcebank, bestående af relevante tekster, i forhold til de globale problemstillinger og ikke mindst historier fra hele verden, som fungerer som undervisningsmaterialer i sig selv.

Globale Historiefortællere udvikler globale medborgere

  • Højskolerne har en vigtig opgave i at være med til at skabe løsninger på de globale udfordringer og give højskoleeleverne redskaber til at tage aktiv del i debatter omkring globale problemstillinger. Eleverne skal derfor have troen på, at netop deres stemme er vigtig, og at de kan deltage i den offentlige debat på lige fod med andre meningsdannere og være medskabere af fremtidens løsninger.
  • Derfor vægtes udadrettede aktiviteter højt, hvor eleverne afprøver deres viden i dialog med omverdenen, f.eks. via etablerede medier, til offentlige events, som fortællerkorps mm.

Principperne er udviklet i samarbejde med lærere, der deltog i et udviklingsseminar i december 2014.