Højskolen som del af FGU

På siden kan der læses mere om højskoleopholds placering i forhold til den kommende Forberedende Grunduddannelse – FGU. Dels hvordan højskoleophold fortsat kan indgå i EGU som led i FGU-sporet, og dels hvordan et højskoleophold som alternativ til FGU kan bidrage til, at den unge bliver hurtigere parat til at gennemføre en ordinær uddannelse.

Kommunerne skal fremover overveje FGU for alle unge under 25 år, som ikke er i gang med job eller uddannelse. Men kommunen skal også overveje alternative tilbud til de unge.

I dag er højskoleophold dyre for kommunerne, når det drejer sig om unge, der er på offentlig forsørgelse. Fremover vil det økonomiske incitament for kommunerne til at anvende højskoleophold blive bedre, idet betalingsloven ikke vil virke så markant, når kommunerne selv skal afholde en god del af udgiften til FGU.

Forslaget om FGU rammer godt og bredt i forhold til de unge, der ikke har forudsætningerne for at påbegynde ordinær ungdomsuddannelse, og det nævnes realistisk i forslaget, at man ikke forventer, at alle unge vil passe ind. Der må lokale og alternative tilbud til også.

Højskoleophold nævnes i lovforslaget som enten:

a) Element i EGU-sporet på samme vilkår som i dag

b) Alternativ for de unge, som ikke umiddelbart kan have gavn af FGU

Ad a) Element i EGU-sporet.
Højskoleophold kan indgå i EGU-planen som en del af skoleforløbet. En sådan EGU-plan bør aftales meget tidligt i forløbet, hvor den kommunale ungeenhed kan være med til at vurdere hvor hensigtsmæssigt, det er.

Ad b) Alternativ til FGU.
Det fremhæves i lovforslaget, at nogle af de unge, som ikke er i gang med en uddannelse, ikke vil passe ind i FGU. De vil have behov for alternative forløb. Disse unge kan i samråd med deres vejleder aftale et andet forberedende tilbud, fx et højskoleforløb, hvor formålet blandt andet vil være, at den unge på et mere solidt grundlag kan gå i gang med en kompetencegivende ungdomsuddannelse.

Økonomieksempler.

Prisen er for et 20 ugers højskoleophold, inkl. vejledning, undervisning, kost og logi:

 

Ad a) Højskoleophold som element i EGU-sporet:
Ung, som tager skoledelen på EGU, på højskole. Pris for 20 uger (1.400 kr. * 20 uger) = 28.000 kr. Samme regler om kommunal refusion til staten som ved øvrige forløb under FGU.

 

Ad b) Højskoleophold som alternativ til FGU.

Eksempel 1. Ung under 25 år uden ungdomsuddannelse og uden offentlig forsørgelse. Inklusiv mentorordning på højskole. Pris for 20 uger (1.400 kr. * 20 uger) = 28.000 kr.

Eksempel 2: Ung under 30 år uden ungdomsuddannelse med offentlig forsørgelse. Betalingsloven træder i kraft. Pris for 20 uger (4.100 kr. * 20 uger) = 82.000 kr. Refusionsregler refunderer dele af beløbet.

Til sammenligning foreslås det i lovforslaget, at et forløb under en af de 3 indgange i FGU at koste kommunen 65.000 kr. i refusion til staten for hver 40 uger (årselev) den unge deltager i den 2-årige uddannelse. Et højskoleophold er dyrere end FGU, men med den kommunale betaling til FGU er det nærliggende for kommunen at overveje et 20 ugers højskoleophold som alternativ. 

 

Den unge kan profitere af et forberedende højskoleforløb:

Unge, der specielt kan have bedre gavn af et højskoleforløb, er unge, der trænger til at få genopdaget troen på egne evner, få selvværdet tilbage og finde glæden ved at indgå i meningsfulde forpligtende fællesskaber. Det kan for eksempel være relevant for unge, der på grund af sociale udfordringer vil have gavn af at ”komme hjemmefra”, eller hvor der vurderes, at der særligt er behov for at udvikle sociale kompetencer. Læs om højskolernes resulatater i arbejdet med udsatte unge

Evalueringer viser, at et højskoleophold kan være en hurtig genvej til en ungdomsuddannelse for udsatte unge

 

Højskolernes læringsrum:

Højskolerne kan ved at kombinere undervisning og samvær styrke den enkelte unges faglige færdigheder, personlige udvikling og sociale kompetencer. Kompetencer, der skal til, for at den unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Højskolens særlige pædagogiske rum og kostskolemiljø sikrer, at den unge oplever et intenst undervisningsforløb kendetegnet ved, at når selve undervisningen slutter, fortsætter den faglige og personlige udvikling i pædagogisk tilrettelagt samvær med andre. Højskolens læringsrum suppleres af studievejledning og mentorstøtte, som kvalificerer og fokuserer elevens fokus på et videre uddannelsesforløb. Et højskoleophold kan indgå I den uddannelsesplan, som kommunen aftaler med den unge. Læs mere om højskolernes pædagogiske arbejde

 

Erhvervssporet under FGU

Som det hidtil har været for unge på en Erhvervsgrunduddannelse (EGU), er det en mulighed at kombinere erhvervssporet under FGU’en med et højskoleophold. Her har den unge gode muligheder for at skærpe sociale kompetencer sideløbende med undervisning i relevante fag på højskolen. En række højskole har gode erfaringer med at tilbyde skræddersyede forløb til unge på en erhvervsgrunduddannelse.

Under opholdet følger eleverne højskolens almindelige undervisning. Eleverne modtager desuden vejledning om uddannelses- og erhvervsmuligheder. På nogle højskoler kan eleverne også komme i virksomhedsafklarende praktik samt følge undervisning på en erhvervsskole, mens de er på højskole. Eleverne modtager på baggrund af højskoleopholdet et gennemførelsesbevis, der beskriver mål for og indhold af højskoleopholdet.